Om store ambitioner, store drømme og de små belønninger.

Forleden var jeg ved at rydde op i kælderen – vi har sådan et rum med gamle flasker og lignende. Jeg fandt en flaske Russisk ”Champagne” som jeg købte for mange år siden da jeg var til Junior Europa Mesterskaber i Donetsk i det der nu er Ukraine. Og der er noget særligt ved den flaske.

Jeg havde forbedret min 1500m tid til 4 min 01.5 sec. Jeg var lige fyldt 17 år og synes det var rart at løbe. I løbet af efteråret fortalte jeg en kammerat jeg kunne stole på, at jeg ville kvalificere mig til Junior EM året efter. Jeg skulle løbe 3.51,0 på 1500m og det troede jeg da godt jeg kunne. Men selvfølgeligt skulle der trænes hårdt, og så var der lige det med at være teenager. Jeg fortalte kammeraten om mine planer fordi han skulle vide hvorfor jeg fra 1 januar og frem ikke længere ville komme til klassefester og lignende komsammener hvor der blev drukket øl og sprut. Og ja, der blev trænet igennem. Og konkurreret. Jeg løb maraton – satte Dansk 18 års rekord, 2 danske 18 års rekorder på 10.000m, DR18 på 5000m og så 2 DR18 på 3000m og en enkelt på milen. Og løb 3.51,5 på 1500m og øv jeg manglede 0,5 sec for at løbe 1500m ved JEM. Men jeg havde klaret kravet på 3000m og på trods af mine indtrængende anmodninger blev jeg udtaget til at løbe 3000m i stedet for 1500m. Det var en kæmpe fejl af de der udtog JEM holdet, Jeg var i absolut topform til 1500m og mit 3000m resultat blev da også et rigtigt ringe løb.

Det er vel ret meget derfor jeg nu synes at udtagelseskrav skal være meget subjektive og fokusere på at løbere ikke skal jagte krav i en lang sæson, men skal udtages relativt tidligt og meget på talent og indstilling, så de kan forberede sig til en topform ved mesterskaberne.

Men af sted til Rusland kom jeg. Der var mangel på næsten alt i Rusland dengang, undtagen ting til overklassen, og luxusting der kunne købes i DollarButikker. Vi havde en 400m løber med der solgte sit landsholdstøj inden konkurrencen, og jeg købte en lille udskåret dansedukke til min mor, en dukke i nationaldragt til min søster, en af de der dukker der kan skilles ad, og så den flaske Russisk Champagne.

Champagnen var til mine klubkammerater i Heden,som jo havde skullet udholde mig når jeg terroriserede Grindsted Stadions cindersbaner. Og så var det jo at klubkammeraterne ikke ville åbne flasken, men sagde at den skulle jeg gemme til jeg blev Verdensmester. De vidste jo at jeg gav mig selv små belønninger når jeg havde sat en peronlig rekord eller en Dansk ungdomsrekord. Det var blevet en vane for dem at stoppe ved et ishus på vej hjem efter stævne, for jeg skulle have en vaffelis med kirsebæris/jordbæris og chokoadestykker i. Så champagnen skulle jeg selv have som belønning til når jeg blev verdensmester.

Det brændte sig fast, for sådan noget med at blive verdensmester skal man jo ikke lige fortælle en 18 årig drømmer som mig. For det var jo sådan set det jeg ville være, og de næste 17 år troede jeg på at det ville lykkes mig. Jeg løb VM semifinale på 1500m og blev nr 14 ved VM i cross. Men når jeg lavede den træning der skal til for at blive den allerbedste i verden og følte mig ligeved og næsten holdt benene ikke. Og hvornår blev drømmen så slukket? Det var en mandag i februar da jeg var 35 år.  Jeg havde solgt min lille løbebutik ”Løber Sport” året før, og jeg var aldrig rigtigt holdt op med at løbe, men havde haft en elitepause på 5 – 6 år – jeg havde løbet nogle maratonløb i 2:23 – 2:25 min og i løbet af det foregående efterår havde jeg stille og roligt trappet træningen op. Det var ikke noget problem for mig at løbe hvad de fleste vil kalde rimeligt stærkt under træning, og jeg var såmænd i gang med at forberede mig til en forårs maraton for at kvalificere mig til OL i Atlanta. Søndagens træning var en lang tur. Margit var med på cykel med Frederik i barnestolen og Ina Marie havde jeg med i babyjogger. Og jeg husker stadigt forundringen – choket i Margits ansigt da jeg fortalte hende at nu havde jeg løbet 236 km den uge og at jeg snart skulle løbe maraton for at kvalificere mig til OL i Atlanta. Men jeg får lov til det meste af Margit (jeg må ikke gå op på Mt. Everest og jeg må ikke løbe Comraders (90 km)i SydAfrika, men ellers…), så dether med maraton og OL var da OK for hende.

Men mandag morgen – dagen efter, var mine lægge hårde – hvad der var lægmuskel og hvad der var skinneben var ikke til at skille. Musklerne var som træ. Rheumatologen der undersøgte mig talte om ”Marmoriserede” muskler og en tilstand der måske aldrig ville forsvinde, og skanningen viste så mange kalkaflejringer efter skader at det lignede spærreilden fra Bagdad krigen. Mine ben blev heldigvis normale igen nogle uger efter, men jeg vidste at nu var det slut med drømmen om at blive verdens bedste. Efterfølgende har jeg jogget et par maratonløb og éet Marselisløb og éet E-Løb.

Så jeg fik aldrig drukket den Russiske Champagne. Eller? Altså i lørdags løb jeg 1900 stafetten (10 km og Danmarks hårdeste løberute), rundt på 47 min og endda havde jeg løbet forkert 2 gange. Følelsen var god, jeg kunne mærke at det føltes godt lige at grave lidt i mig selv for at finde moment og energi til at forcere bakkerne – ligesom dengang hvor turen tog godt en halv time. Måske… og så tog jeg forleden aften mig selv i at lede efter 10 km tider for min aldersklasse. Men nej – jeg skal ikke… og nu har jeg skrevet dette for at minde mig selv om hvorfor jeg aldrig blev verdensmester og aldrig bliver det. Nej den Russiske champagne bliver aldrig drukket.

Men jeg er stadigt vild med at løbe og har det rigtigt godt på mine nu igen stadigt længere træningsture. Og det er sådan set det vigtigste nu. Og måske skal jeg lige se om jeg kan løbe en ½ maraton. Kan jeg det tror jeg jeg skal forbi et ishus på vej hjem.