Løber Sport – Danmarks første rigtige butik for løbere.

Jeg havde været på universitet i Iowa State University. Det var ikke rigtigt noget for mig, og jeg havde besluttet at tage hjem. Men jeg havde ondt i benene og kunne ikke løbe, så jeg kunne ligesågodt få noget ud af at jeg alligevel var i USA, og jeg tog på rundtur med Greyhound bus i 14 dage. Da jeg kom til Boston, var der nogle ting jeg havde planlagt. Den ene ting jeg skulle vil jeg fortælle om en anden gang, men jeg ville se Heartbreak Hill der var berømt fra Boston Marathon. Da jeg stod og kiggede op og ned af bakken blev jeg egentligt lidt imponeret. Jeg havde jo hørt om hvordan Boston Billy – Bill Rodgers havde løbet på disse bakker ved sine sejre i dette verdens ældste og fornemmeste løb. Og nu jeg var her kunne jeg jo så  besøge hans løbebutik. Det var egentligt lidt specielt. Et ret lille anonymt lokale i en lille bygning. Men der var løbeatmosfære. Løbesko én masse og løbetøj – og så var der lidt et lille museum med billeder af Boston Billys sejre i maratonen. Og hans startnumre og de sko han havde løbet i ved nogen af sejrene. Det lugtede af løb og det kunne jeg lide. Så jeg bestemte at sådan en løbebutik ville jeg have en dag.

Først blev det et lille værtshus (!), men efter ca 4 år  solgte jeg min andel af Annexet i Skive. Hvad skulle jeg så lave. Jeg var blevet ret god til at løbe – verdens 14 bedste til cross og VM semifinalist på 1500m, men jeg havde dette forår ondt i benene og kunne ikke løbe og jeg var vel nærmest droppet ud af mit studie på Handelshøjskolen i Aarhus, og hvad skulle jeg så give mig til? 12.000 løbere løb Marselisløb, så jeg kunne vel lave en butik der solgte løbesko – ligesom Boston Billy. Det skulle være verdens bedste sted at købe løbeudstyr.
Jeg er jo sådan en der forfølger mine målsætninger så jeg ville lave noget lignende Bill Rodgers butik. I starten havde jeg min løbekammerat Dorthe Rasmussen (Junior Europamester på 1500m – Dansk Rekord på maraton) med, men hun boede i København så det fungerede ikke rigtigt. Så måtte jeg i gang alene.
Jeg havde nogle penge med fra salget af Annexet, og i banken rystede de på hovedet og syntes jeg var lidt skør. Dem om det, men jeg overtalte dem til at låne mig kr 375.000 til at komme i gang. Jeg fandt en gammel kiosk på Åboulevarden i Aarhus – ca 40 m2 der var velegnet. Og så var det med at komme i gang. Det hele var sådan set planlagt i mit hoved. Alt skulle ske med hjælp af tidligere løbere der nu arbejdede indenfor forskellige områder. Tom B Hansen (EM sølvvinder på 1500 m og Dansk rekordholder) havde et reklamebureau så der fik jeg tegnet logo, Jørgen Jensen (DR maraton) var tømrer og arkitekt, så han stod for indretningen, Wigmar Pedersen (OL deltager på 3000m forhindring) var assurandør så han stod for forsikringer, John Skovbjerg (min bedste løbekammerat og VM maraton deltager og Berlin Marathon vinder)advokaten der stod for noget med lejekontrakt og elarbejdet tja der var ingen løbende elektrikere, så det blev Peter Due, der jo havde en OL sølvmedalje i sejlads.
Der var mange navne i tankerne, men selvfølgeligt blev det ”Løber Sport” – hvad ellers til en løbebutik.
Dorthe løb i Nike og jeg i Tiger så det var de 2 bærende mærker i butikken. Det var nu ikke meget hjælp de gav, for det var kontant forudbetaling for 1. levering. Og jeg havde glemt at der skulle 22 % moms på – det var det dengang. Mens vi gik og arbejdede kom der en rejsende fra Nordjylland – han solgte knive til Magasin, men havde hørt om noget løbetøj der var ved at starte op i Vendsyssel. New Line Sport. Det kunne vi godt købe noget af. Og så blev Løber Sport første kunde der.
Jeg måtte jo have hjælp til at passe forretningen, så jeg ringede til løberen Jan Poulsen fra Grindsted, han var udlært i en sportsforretning, og han kunne da godt tænke sig at arbejde i en løbeforretning.
Vi knoklede med indretning, maling og med reklame og med at få varer på hylderne. Vi opfandt at skoene skulle præsenteres fra siden og enkeltvis – ikke bare som massevare på store hylder. Og der var kun løb.
Dagen før vi skulle åbne Løber Sport bankede det på døren og en pige der boede i opgangen ved siden af butikken spurgte om hun kunne købe et par sko, hun syntes vist at det var lidt synd for os. Selvfølgeligt ja og de første sko der blev solgt var et par Tiger Paw til kr 299.
Vi havde haft annonce i avisen men på åbningsdagen 1. august 1985 kom der ingen kunder. Dvs lige indtil kl 18.55 hvor en kæmpe bil parkerede overfor butikken og en mand kom ind i butikken og bad om de bedste løbesko i butikken. Om det var de bedste ved jeg ikke, men han købte de dyreste – et par New Balance til kr 1499. Ja det var dyrt også dengang. Men kunden var direktør i et af de store EDB firmaer dengang – Honeywell Bull.
Det gik ikke ret godt det første år, Jan ville hjem til Grindsted, og Per Staack Pedersen begyndte som ”butikschef” i butikken. Vi tog ud til løb og viste løbesko og ligeså stille begyndte der at komme omsætning. Vi ansatte løbere som afløsere og hjælpere. Stig Nørregaard, Ole Hansen, Terkel Knudsen. De købte kage til mig da jeg vendte hjem fra Koblenz med en Nordisk Rekord…Henrik Brandt (ja ham der nu er direktør i Idrættens Analyseinstitut) blev ansat som elev. Han arrangerede også løberejser til maratonløb omkring. Henning Overgård blev 1. mand i butikken. Og Rasmus Stentoft der senere blev Dansk mester på 1500m blev ny elev. Anders Holm – ham der nu hedder Samuelsen og er i folketinget – skulle hente mad og kaffe til os. Vi sponserede løbere og faktisk også såmænd Christina Scherwin der blev nr 4 ved VM i spydkast. Hun glædede mig for et par år siden ved at fortælle at hun stadigt havde en Løber Sport TShirt. Min lillebror Jacob synes vi skulle lave et løbeblad, jeg blev sat til at skrive artikler om løb og træning og bladet blev selvfølgeligt ”Løber Sport Nyt”.   

Der var løbskalender, artikler om løbeprodukter og gode råd fra nogle af de allerbedste løbere. Der var en vistnok Walter Bregfrid der kunne noget med radio, og så lavede vi ”Løber Sport Kanalen”. Det var løb det hele, vi løb hele tiden og vi havde det mega sjovt.
Men der var ikke rigtigt plads til det hele, så jeg købte en ny butik i gågaden. Det var lidt fesen, for det var en kælderbutik, men 50 m2 butik og 100m2 i alt. Luksus. Og der blev installeret panelhylder så vi havde en butik der kunne merchandises og forandres efter behov. Og så var det at jeg fik den ide at den lille løbebutik skulle have løbebånd og lave videooptagelser af alle der købte løbesko. Man kunne jo have forskellige typer af ”pronation”. Løbeskoene havde jo alle en eller anden form for funktion i forhold til hvor meget de fik løberen til at vride i anklen. Og det skulle se rigtigt ud for ellers fik man løbeskader. Alle kunder fik testet løbesko på løbebånd og fik på video vist hvorfor netop den sko var den rigtige til dem. Og vi var gode til at sælge. Det tog max 10 minutter med en kunde og den gennemsnitlige solgte løbesko kostede kr 950.
Vi fik computerstyret kasseapparat. Og ja det var i 1990. En lille Appel/Macintosch maskine med et lille program jeg fandt, der egentligt var beregnet til at styre hotelværelser. Men jeg fik en programmør til at hjælpe med at bearbejde med det, og i løbet af nogle dage og nætter havde vi en computer med kasseapparat, kundeklub, lagerstyring, finans og statistik programmer. Vi kunne finde kunderne i kartoteket og var der en sko til overs kunne vi søge i kartoteket og se hvem der tidligere havde købt den type sko og størrelse og kunne så sende et special tilbud til kunden. Jeg tog ikke patent på det, og som jeg har kunnet følge programmet var der nogle brødre fra København der blev milliardærer på at sælge programmet 10 – 12 år senere. De havde jo selvfølgeligt tilpasset tingene til stor skala.
Vi var Nike s største kunde i Danmark, men her mange år efter må jeg nok betegne mig selv for naiv, da jeg troede på at vores ordrer blev faxet direkte til Nikes ejer Phil Knight – fordi han ville se ordrer fra landenes bedste kunder. Når vi ”opdagede” ting og sager med Nike s sko blev vores videoer og ideer sendt til Nike Headquarter. Og hvordan ved jeg at det var rigtigt – jo en af produktcheferne der flyttede til Adidas stjal videoerne og vi blev bedt om at lave nye.

Sportmaster klagede over farverne i vores logo, men blev ret hurtigt lidt flove og erkendte at det var dem der kopierede os.

Mange gode medarbejdere hjalp med at lave hvad der nok var verdens bedste sted at købe løbeudstyr, og jeg synes jo også det var sjovt at lave et helstøbt ”koncept”. Aarhus’ største købmand Raahauge var min læremester. En dag på 1. udsalgsdag åbnede vi først kl 9, og første mand i butikken var Arne Raahauge der gav mig en skideballe – kunderne havde stået i kø foran hans butik siden kl 7 og han mente at mange af dem ville være gået i Løber Sport i stedet – hvis vi altså gad at holde åbent. Vi solgte løbesko for 5 mill kr. det sidste år jeg havde Løber Sport. Til tider ret hårdt arbejde – men vi opfandt det løberelaterede ”No Pain – No Gain” det kom på tshirts og var en storsellert.
Men 10 år med Løber Sport var nok. Jeg lavede en markedsanalyse og bestemte at det ikke lige var mig at lave kæde med løbebutikker.  Med små børn og en hustru der blev overlæge var det tid til noget andet. Jeg solgte butikken og snart blev Løber Sport til ”On Air” – Nike butik. Det kunne så ikke gå, og ”On Air” blev til ”In Sport” og ”In Sport” er så dannet på rødderne af Løber Sport. Og så er det selvfølgeligt rigtigt godt for mig at ”In Sport” nu er rigtige “Altra-maniacs”. Og ja – Mads – der ejer InSport sammen med Jan Jonasson- er uddannet i Løber Sport, så jeg kan anbefale, at er der noget med løbeudstyr kan i trygt søge råd i ”In Sport”.

Jeg tror at de fleste syntes at Løber Sport var noget specielt. Og vi syntes selv at det var verdens bedste..

“Nothing comes from doing nothing”.