Løb og skiløb og…

Hvad har skiløb og løb dog til fælles.

Når man er sådan en som mig skal tingene gøres op i løb. Og hvad er det lige at en løber kan bruge skiløb til.

“Løb og pukkelpister”

Der er en meget logisk sammenligning mellem pukkelpister og løb.. Da min datter Ina Marie var 6 – 7 år og vi var på ski og stod et sted og kiggede ned af ”Muren”, kiggede jeg ned i dalen og tænkte ”hvordan skal jeg dog klare det, og hvordan får jeg lige IM med ned”. Da jeg havde stået og overvejet et stykke tid gad Ina Marie ikke vente længere og sagde ”jeg kører nu – OK?”.  Hun havde kigget på den første pukkel, og den var jo egentligt nem – som den næste pukkel. Og ja selvfølgeligt det er jo længden af bjerget der var afskrækkende, ikke de enkelte dele. Det er jo nemt at klare en pukkel af gangen. Det er ligesom med løbekarrieren – EM – VM – OL drømmen, men det synes umuligt at løbe 3.36 min når man som 16 årig har løbet 1500m på 4.18 og er blevet nr 2 til ungdoms DM. Man ved hvor man gerne vil hen, men det virker uoverskueligt. Pludseligt kom jeg i tanke om hvordan jeg gennem hele min løbekarriere havde delt mine løbeår ind i overskuelige målsætninger, og indimellem havde taget nogle chancer –, og som på ski, gør det ondt når det er iset og puklerne for store og det ikke ikke lykkes. Og samme tider skier man ind i en umulig pukkel og slår sig alvorligt, men så må man jo se at komme på benene igen og huske ikke lave den fejl igen.  Jeg kigger tit på et billede jeg har fra VM cross  det var vist i Rom og jeg var 22 år og blev nr 100+. Efter 5 km er alle verdensstjernerne i spidsen – og Niels Kim. Jeg var nød til at prøve – ellers kunne jeg jo ikke vide at jeg ikke kunne – eller om jeg kunne – og det kunne jeg ikke det år. “Man gør jo somme tider noget der er dumt og som  ikke kan gøres om”. Men så var jeg blevet  det klogere, og måske et stykke vej nærmere målet.  Og det er om at tage sit løb i bidder. Dels for at kunne overskue sine målsætninger, men rigtigt meget fordi der er en række ting der bare ikke kan forceres. Og det er først og fremmest den fysiske udvikling. Det er ret nemt at nå en god iltoptagelse, og der skal ikke så meget træning til for at nå ens genetisk bestemte maksimale iltoptagelse. Men der skal rigtigt meget tålmodighed for at udvikle muskler, sener og knogler og kredsløb til at kunne holde til den træning der skal til for at udvikle løbeøkonomi og blive eliteløber. Og så skal man huske at man bliver ikke god til at løbe ved at lave høje knæ og maveøvelser. Så det er bare med at komme af sted ud at løbe ture.

Konkurrenceløb og ski.

Når  jeg står på ski leger jeg og tænker. Og meget ofte er det en 1500m ved DN Galan i Stockholm, hvor jeg fik en slags gennembrud, jeg sammenligner med. En rigtig god lang piste, dagen efter en snestorm er noget af det bedste. Masser af opkørt sne og pukler man kan springe på og slalome igennem. Og så er det at sammenligningen med løb begynder. Den 1500m f.eks. Det gælder om at disponere kræfterne så man kan komme helt i mål – i bunden af bakken. Som på en 1500m gælder det om hurtigt at finde rytmen, og starte at mærke på sin krop hvad man kan holde til. Man forsøger at finde vej gennem puklerne som man prøver at placere sig i et felt. I Stockholm var jeg modig fra starten, Det var de bedste jeg løb imod, og jeg har aldrig været slået på forhånd. Jeg havde varmet op med John Walker, og bemærkede at han var lidt pumpet i benene.  Det var jeg ikke!. Så jeg lagde mig godt fremme i feltet efter 2 af de der ”harer”. Sådan ca 57,5 sec. på første omgang – det var et fint udlæg. Midtvejs nede gælder det om at holde formen og slippe nemmest igennem samtidig med at man holder farten. Er der et par ekstra pukler er det fint, for der sker tit noget uventet på en 1500m og man skal være klar til at lave ændringer i taktikken. I Stockholm blev løbet noget taktisk øv 63 sec. på anden omgang og harerne gik død efter ca 1000m og vi bumlede noget sammen og jeg mistede min gode placering og blev lukket inde. Ligesom man begynder at mærke trætheden på ski og der kommer de der uventede pukler. Og efterhånden som man nærmer sig bunden af bakken bliver man mere og mere modig – som på en 1500m hvor grænserne også skal prøves af – hvor stærkt kan det gå – der skal ske noget. I Stockholm var vi nået til sidste omgang. Mellemtider gælder ikke længere. Nu skal der løbes ræs. Træls at jeg  er lukket inde midt i feltet. Det begynder at gøre ondt – what to do?. John Walker lå på ydersiden af mig og irriterede. 300m igen og så gør jeg det utænkelige. John Walker 7 år ældre end mig Verdensrekordholder og Olympisk mester – og mine drengeårs

 helt store idol får lige et puf – flyt dig for jeg skal videre. Det er lidt ligesom den pukkel man til sidst skal over og og så i hug ned mod bunden af bakken. Og så starter det for alvor – knivene i lårene. Hele vejen ned af bakken har de sådan set været der, men med den rette rytme har de kunnet holdes i ro. Men nu gør det ondt a h til. Det minder vildt om de sidste 100m af den 1500m. Der skal kæmpes for at holde formen, men på 1500m smutter et par mand forbi. Øv og så de sidste 10 m – i mål. Benene ryster og jeg husker noget ingen forstod når jeg beskrev det ”jeg syrede helt ud i tænderne”. Kigger tilbage og ser andre løbere løbe i mål som når man kigger op ad bakken og tænker WOW, er de ikke kommet længere, dem man startede ud med og overhalede på vejen ned. I Stockholm blev jeg nr 3 – Det var landskamp Norden mod USA og nogle internationale løbere kan jeg se i scrapbogen (DN Galan var så et andet løb det år) – jeg løb 3.37,71 med 41,2 på sidste 300m. Pludseligt var jeg en af dem man snakkede om og kom på forsiden af BT. Og så står jeg der i bunden af pisten og er vildt glad over at mit skiløb fungerede.

Billedet er fra Ekstrabladet. 

Ski og ledelse.

Og nu jeg er ved at udbrede mig om lærdom ved at stå på ski. Min kone Margit og jeg stod på ski i Sestriere, og med masser af diskussioner og snak i liften og under skiløbet. Og den her dag var det ledelse på en arbejdsplads vi snakkede om. Jeg havde læst alverdens bøger om ledelse og var vildt klog med min ”MBA”. Så var vi pludseligt i en meget tæt tåge, så tæt at jeg var nød til at have stavene i sneen for at vide om jeg bevægede mig. Nå vi stod et sted og snakkede om hvilken vej vi skulle, og jeg tog en beslutning og sagde til Margit ”Follow the Leader”   og så satte jeg ellers af ned af bakken. BUM det var et 5 m spring ud over siden af pisten og ned i en sne dynge. Margit stod chokeret ovenfor og råbte og da jeg havde fået skiene af og var kravlet op til hende var jeg  glad for at hun ikke lige fulgte ”lederen”. Dagen efter kunne jeg så konstatere at jeg var landet på en afsats og at der nok var 20 m lodret ned på den anden side. Ja man skal tænke sig om også selvom man har en ”Leader”.

“Running First”

Og  det her skal jeg prøve at huske på også nu jeg skal i gang med at opbygge mit lille firma ”Running First” der bla skal sælge Altra løb i Danmark www.Altrazerodrop.com . Tage opgaverne fra en ende af, små skridt af gangen, årlige målsætninger og så lige prøve nogle satsninger for at komme videre og se hvad der sker. Og så skal jeg huske at have familie og venner med (som man skal når man vil videre med løb – det skriver jeg nok om en anden gang).