Om at møde sin senere kone under løb, prerace måltid og om mælk

Det er egentligt ret utroligt. D.17 februar er det 40 år siden jeg første gang mødte min kone Margit.

Jeg var 17 år og løb Winter Marathon i Husum i Tyskland. Sådan omkring de 33 km, kørte en orange Morris Maskot op på siden af mig, vinduet blev rullet ned og et kønt hoved med langt bølget blondt hår kiggede på mig og så råbte (og hun har råbt af mig lige siden ;))  hende som jeg altså ikke vidste hvem var, at det var ret godt løbet og at jeg løb til en ret god tid. Jeg var lige sådan lidt forvirret – i ved hvordan man har det ved 33 km af et maratonløb, men jeg fik vist konstateret at ja det det føltes da OK og jeg kom i mål i 2:36:15,7 ja med decimaler og det var så Dansk 18 års rekord.

16779991_10209719605081655_2042396831_n

Maraton mellemtider der vist ikke passer helt ?!! i hvertfald ikke 35 km tiden.

Den der maraton i Husum ”Husum WintherMarathon”, var en tradition for danske løbere at løbe for lige at tjekke om vintertræningen var lavet ordentligt og at formen var ok inden der skulle løbes cross og senere landevej og baneløb. En tradition Arthur Lydiard havde indført for løberne for at motivere løberne, og da Bent K Larson havde lavet træningsprogram til mig og jeg havde læst at også Tom B Hansen og alle mine andre idoler havde løbet Husum Marathon så skulle jeg da også.

16790693_10209719604241634_1537421643_n

Alle ugetotaler omhyggeligt noteret ned i træningsdagbogen. Ialt 5078 km løb og jeg kan da på de enkelte sider se at der er en del forsøg på hurtigløb.

Og 18 års rekorder dem satte jeg så 6 mere af det år på distancer fra 1 mile til ja maraton. Jeg løb det år 45 bane og landevejsløb samt en del cross løb, vist i alt 52 konkurrencer (og nogle motionsløb). Det er vel meget almindeligt for en 18 års dreng der godt kan lide at løbe og konkurrere. Det eneste der var rigtigt træls det år var at jeg ikke slog Tom B Hansens danske 18 års rekord. Den slog Mikkel Dahl-Jessen så mange år efter.

16788250_10209719604201633_2107288592_n

Alle konkurrencer med tider er noteret og sorteret i distancer. Det blev altså kun til een maraton, men en del 1500m. Jeg løb 3000m til Junior EM, men jeg har stadigt ikke forstået hvorfor jeg ikke blev udtaget på 1500m. Det var nok ikke løbere der udtog løbere 🙁

 

 

Jeg ved ikke om jeg var godt forberedt. Ugerne inden løb jeg iflg træningsdagbogen: 128km, 104 km, 128 km, 175 km, 70 km, 170 km og så 88 km i maratonugen. Men der var nok en del lange ture men det var jo altså ikke maraton jeg trænede til men 1500m. Ugen efter maratonen løb jeg 110 km (lørdag 29 km med de seje Jørgen Hein og Arne Stigsen i Dollerup Bakker, søndag løb vi 26 km med bakkeløb). Så var den sæson skudt igang.

Min mor var ret bekymret for at jeg skulle løbe så langt som 42 km, så da jeg kom til morgenmad der kl 4 på løbsdagen var min mor allerede stået op og havde stegt en kæmpe enorm T-Boone steak til mig. Det virkede ret godt og sådan en bøf var i lang tid ret obligatorisk prerace morgenmad. Engang til et DM 15 km løb jeg ringe og fik ondt i maven og min mor gik til bekendelse at det nok var fordi hun havde lavet hestebøf til mig. Senere fandt jeg ud af at jeg altid skulle spise 2 gange inden et løb. 1. måltid med masser af mad, 2. måltid med brød og kaffe. Det nytter jo ikke at spise 1½ bolle og et glas vand 4 timer før en konkurrence. Der går 3 timer inden opvarmning og ja opvarmning og så har man for længst brændt den smule af inden konkurrencen. Så nogle spejlæg, scrambleæg rugbrød og mueslli det holder.

Jeg mødte først Margit igen nogle år senere, det var til et Jysk Mesterskab i Aarhus. Jeg havde holdt sommerferie i Italien i en månedstid, jeg mente da at jeg havde løbet nogle ture langs stranden, og var i god form, men jeg blev da løbet godt og grundigt bagud af 3.39/1500m løberen Ruben Sørensen. Det var jeg egentligt ret træt af. Så kom hende der med det lange lyse hår hen og stillede sig foran mig sådan lidt med medlidenhed og sagde noget om mit løb. Hvad jeg husker er at hende som så hed Margit, sagde til mig ”du ved godt at mælk feder ? Lidt senere kom det….Drikker du meget mælk?”.  Ja jeg var nok lidt ude af form og havde spist rigeligt is.

Nu har vi fået en ny helautomatisk kaffemaskine. Den laver vildt god kaffe, men bruger en masse mælk, og det er ikke så godt når nu mælk feder ! Så min lille hævn er at jeg har købt skummetmælk til Margits kaffe.

Udgivet i Ikke kategoriseret | 206 kommentarer

Løber Sport – Danmarks første rigtige butik for løbere.

P1010384

Jeg havde været på universitet i Iowa State University. Det var ikke rigtigt noget for mig, og jeg havde besluttet at tage hjem. Men jeg havde ondt i benene og kunne ikke løbe, så jeg kunne ligesågodt få noget ud af at jeg alligevel var i USA, og jeg tog på rundtur med Greyhound bus i 14 dage. Da jeg kom til Boston, var der nogle ting jeg havde planlagt. Den ene ting jeg skulle vil jeg fortælle om en anden gang, men jeg ville se Heartbreak Hill der var berømt fra Boston Marathon. Da jeg stod og kiggede op og ned af bakken blev jeg egentligt lidt imponeret. Jeg havde jo hørt om hvordan Boston Billy – Bill Rodgers havde løbet på disse bakker ved sine sejre i dette verdens ældste og fornemmeste løb. Og nu jeg var her kunne jeg jo så  besøge hans løbebutik. Det var egentligt lidt specielt. Et ret lille anonymt lokale i en lille bygning. Men der var løbeatmosfære. Løbesko én masse og løbetøj – og så var der lidt et lille museum med billeder af Boston Billys sejre i maratonen. Og hans startnumre og de sko han havde løbet i ved nogen af sejrene. Det lugtede af løb og det kunne jeg lide. Så jeg bestemte at sådan en løbebutik ville jeg have en dag.

Først blev det et lille værtshus (!), men efter ca 4 år  solgte jeg min andel af Annexet i Skive. Hvad skulle jeg så lave. Jeg var blevet ret god til at løbe – verdens 14 bedste til cross og VM semifinalist på 1500m, men jeg havde dette forår ondt i benene og kunne ikke løbe og jeg var vel nærmest droppet ud af mit studie på Handelshøjskolen i Aarhus, og hvad skulle jeg så give mig til? 12.000 løbere løb Marselisløb, så jeg kunne vel lave en butik der solgte løbesko – ligesom Boston Billy. Det skulle være verdens bedste sted at købe løbeudstyr.
Jeg er jo sådan en der forfølger mine målsætninger så jeg ville lave noget lignende Bill Rodgers butik. I starten havde jeg min løbekammerat Dorthe Rasmussen (Junior Europamester på 1500m – Dansk Rekord på maraton) med, men hun boede i København så det fungerede ikke rigtigt. Så måtte jeg i gang alene.
Jeg havde nogle penge med fra salget af Annexet, og i banken rystede de på hovedet og syntes jeg var lidt skør. Dem om det, men jeg overtalte dem til at låne mig kr 375.000 til at komme i gang. Jeg fandt en gammel kiosk på Åboulevarden i Aarhus – ca 40 m2 der var velegnet. Og så var det med at komme i gang. Det hele var sådan set planlagt i mit hoved. Alt skulle ske med hjælp af tidligere løbere der nu arbejdede indenfor forskellige områder. Tom B Hansen (EM sølvvinder på 1500 m og Dansk rekordholder) havde et reklamebureau så der fik jeg tegnet logo, Jørgen Jensen (DR maraton) var tømrer og arkitekt, så han stod for indretningen, Wigmar Pedersen (OL deltager på 3000m forhindring) var assurandør så han stod for forsikringer, John Skovbjerg (min bedste løbekammerat og VM maraton deltager og Berlin Marathon vinder)advokaten der stod for noget med lejekontrakt og elarbejdet tja der var ingen løbendeP1010384 elektrikere, så det blev Peter Due, der jo havde en OL sølvmedalje i sejlads.
Der var mange navne i tankerne, men selvfølgeligt blev det ”Løber Sport” – hvad ellers til en løbebutik.
Dorthe løb i Nike og jeg i Tiger så det var de 2 bærende mærker i butikken. Det var nu ikke meget hjælp de gav, for det var kontant forudbetaling for 1. levering. Og jeg havde glemt at der skulle 22 % moms på – det var det dengang. Mens vi gik og arbejdede kom der en rejsende fra Nordjylland – han solgte knive til Magasin, men havde hørt om noget løbetøj der var ved at starte op i Vendsyssel. New Line Sport. Det kunne vi godt købe noget af. Og så blev Løber Sport første kunde der.
Jeg måtte jo have hjælp til at passe forretningen, så jeg ringede til løberen Jan Poulsen fra Grindsted, han var udlært i en sportsforretning, og han kunne da godt tænke sig at arbejde i en løbeforretning.
Vi knoklede med indretning, maling og med reklame og med at få varer på hylderne. Vi opfandt at skoene skulle præsenteres fra siden og enkeltvis – ikke bare som massevare på store hylder. Og der var kun løb.
Dagen før vi skulle åbne Løber Sport bankede det på døren og en pige der boede i opgangen ved siden af butikken spurgte om hun kunne købe et par sko, hun syntes vist at det var lidt synd for os. Selvfølgeligt ja og de første sko der blev solgt var et par Tiger Paw til kr 299.
Vi havde haft annonce i avisen men på åbningsdagen 1. august 1985 kom der ingen kunder. Dvs lige indtil kl 18.55 hvor en kæmpe bil parkerede overfor butikken og en mand kom ind i butikken og bad om de bedste løbesko i butikken. Om det var de bedsP1010392te ved jeg ikke, men han købte de dyreste – et par New Balance til kr 1499. Ja det var dyrt også dengang. Men kunden var direktør i et af de store EDB firmaer dengang – Honeywell Bull.
Det gik ikke ret godt det første år, Jan ville hjem til Grindsted, og Per Staack Pedersen begyndte som ”butikschef” i butikken. Vi tog ud til løb og viste løbesko og ligeså stille begyndte der at komme omsætning. Vi ansatte løbere som afløsere og hjælpere. Stig Nørregaard, Ole Hansen, Terkel Knudsen. De købte kage til mig da jeg vendte hjem fra Koblenz med en Nordisk Rekord…Henrik Brandt (ja ham der nu er direktør i Idrættens Analyseinstitut) blev ansat som elev. Han arrangerede også løberejser til maratonløb omkring. Henning Overgård blev 1. mand i butikken. Og Rasmus Stentoft der senere blev Dansk mester på 1500m blev ny elev. Anders Holm – ham der nu hedder Samuelsen og er i folketinget – skulle hente mad og kaffe til os. Vi sponserede løbere og faktisk også såmænd Christina Scherwin der blev nr 4 ved VM i spydkast. Hun glædede mig for et par år siden ved at fortælle at hun stadigt havde en Løber Sport TShirt. Min lillebror Jacob synes vi skulle lave et løbeblad, jeg blev sat til at skrive artikler om løb og træning og bladet blev P1010384selvfølgeligt ”Løber Sport Nyt”.   P1010387P1010385

Der var løbskalender, artikler om løbeprodukter og gode råd fra nogle af de alleP1010395rbedste løbere. Der var en vistnok Walter Bregfrid der kunne noget med radio, og så lavede vi ”Løber Sport Kanalen”. Det var løb det hele, vi løb hele tiden og vi havde det mega sjovt.
Men der var ikke rigtigt plads til det hele, så jeg købte en ny butik i gågaden. Det var lidt fesen, for det var en kælderbutik, men 50 m2 butik og 100m2 i alt. Luksus. Og der blev installeret panelhylder så vi havde en butik der kunne merchandises og forandres efter behov. Og så var det at jeg fik den ide at den lille løbebutik skulle have løbebånd og lave videooptagelser af alle der købte løbesko. Man kunne jo have forskellige typer af ”pronation”. Løbeskoene havde jo alle en eller anden form for funktion i forhold til hvor meget de fik løberen til at vride i anklen. Og det skulle se rigtigt ud for ellers fik man løbeskader. Alle kunder fik testet løbesko på løbebånd og fik på video vist hvorfor netop den sko var den rigtige til dem. Og vi var gode til at sælge. Det tog max 10 minutter med en kunde og den gennemsnitlige P1010386solgte løbesko kostede kr 950.
Vi fik computerstyret kasseapparat. Og ja det var i 1990. En lille Appel/Macintosch maskine med et lille program jeg fandt, der egentligt var beregnet til at styre hotelværelser. Men jeg fik en programmør til at hjælpe med at bearbejde med det, og i løbet af nogle dage og nætter havde vi en computer med kasseapparat, kundeklub, lagerstyring, finans og statistik programmer. Vi kunne finde kunderne i kartoteket og var der en sko til overs kunne vi søge i kartoteket og se hvem der tidligere havde købt den type sko og størrelse og kunne så sende et special tilbud til kunden. Jeg tog ikke patent på det, og som jeg har kunnet følge programmet var der nogle brødre fra København der blev milliardærer på at sælge programmet 10 – 12 år senere. De havde jo selvfølgeligt tilpasset tingene til stor skala.
Vi var Nike s største kunde i Danmark, men her mange år efter må jeg nok betegne mig selv for naiv, da jeg troede på at vores ordrer blev faxet direkte til Nikes ejer Phil Knight – fordi han ville se ordrer fra landenes bedste kunder. Når vi ”opdagede” ting og sager med Nike s sko blev vores videoer og ideer sendt til Nike Headquarter. Og hvordan ved jeg at det var rigtigt – jo en af produktcheferne der flyttede til Adidas stjal videoerne og vi blev bedt om at lave nye.

Sportmaster klagede over farverne i vores logo, men blev ret hurtigt lidt flove og erkendte at det var dem der kopierede os.

Mange gode medarbejdere hjalp med at lave hvad der nok var verdens bedste sted at købe løbeudstyr, og jeg synes jo også det var sjovt at lave et helstøbt ”koncept”. P1010382Aarhus’ største købmand Raahauge var min læremester. En dag på 1. udsalgsdag åbnede vi først kl 9, og første mand i butikken var Arne Raahauge der gav mig en skideballe – kunderne havde stået i kø foran hans butik siden kl 7 og han mente at mange af dem ville være gået i Løber Sport i stedet – hvis vi altså gad at holde åbent. Vi solgte løbesko for 5 mill kr. det sidste år jeg havde Løber Sport. Til tider ret hårdt arbejde – men vi opfanP1010383dt det løberelaterede ”No Pain – No Gain” det kom på tshirts og var en storsellert.
Men 10 år med Løber Sport var nok. Jeg lavede en markedsanalyse og bestemte at det ikke lige var mig at lave kæde med løbebutikker.  Med små børn og en hustru der blev overlæge var det tid til noget andet. Jeg solgte butikken og snart blev Løber Sport til ”On Air” – Nike butik. Det kunne så ikke gå, og ”On Air” blev til ”In Sport” og ”In Sport” er så dannet på rødderne af Løber Sport. Og så er det selvfølgeligt rigtigt godt for mig at ”In Sport” nu er rigtige “Altra-maniacs”. Og ja – Mads – der ejer InSport sammen med Jan Jonasson- er uddannet i Løber Sport, så jeg kan anbefale, at er der noget med løbeudstyr kan i trygt søge råd i ”In Sport”.

Jeg tror at de fleste syntes at Løber Sport var noget specielt. Og vi syntes selv at det var verdens bedste..

“Nothing comes from doing nothing”.

live to run

Barefoot Running Shoes by Altra Zero Drop

 

Udgivet i Ikke kategoriseret | 222 kommentarer

Løb og målsætninger og alkohol.

Løb og målsætninger og alkohol.

Jeg har lige set en video på nettet med en dansk løber der anbefaler at drikke en øl eller 2 efter behag hvis man har lyst. Og for et par uger siden kom der nogle unge løbere til mig og spurgte til om ikke også det er rigtigt at Arthur Lydiard anbefalede at man drikker en øl eller 2 om dagen.

Jo det er rigtigt at Arthur sagde at en Schnooner (http://en.wikipedia.org/wiki/Schooner_%28glass%29) eller to om dagen er godt, for som han sagde der er masser af vitamin B i øl. Nu ved i sikkert godt at jeg er totalt fan af Arthur. Men han kunne ikke få mig til at drikke øl, ligesom jeg ikke gad spise alt det honning han anbefalede.

Arthur var ret speciel. Engang vi var ude at købe ind skulle vi rundt i 8 butikker for at se på salathoveder. Alle salathoveder vi fandt så fine ud, men Arthur sagde at han ikke ville spise dem, fordi han kunne se at de havde været på køl og nærmest var frosne. Arthurs kone og jeg var enige om at den rigtige grund var at hun havde sagt at vi skulle købe salat, og da Arthur ikke gad spise salat, ville han bestemme at ingen duede. Sådan var Arthur, og sådan var det med det han spiste og drak. Det han havde lyst til var sundt. Også med øl.

Da jeg løb gik der rygter om de Engelske langdistanceløbere. De var absolut verdens bedste i mindre betydende konkurrencer – satte verdensrekorder, men når de kom til de store konkurrencer gik det galt og ingen af dem kunne noget specielt. Rygtet var at når løberne kom til mesterskaberne og trappede træningen ned og skulle gå en uges tid som fuldtids professionelle (dengang havde alle løbere fuldtidsarbejde – hvordan skulle vi ellers få råd til at løbe) kom de til at kede sig og så gik de på druk. Og det kostede topformen.

Nu har jeg det ikke sådan at jeg tror at en øl eller to gør den store forskel for en løber. Men jeg ved at flere øl eller anden alkohol er gift for en løbers topform. Jeg ved ikke specielt hvorfor, men det var noget jeg hurtigt fandt ud af da jeg var teenager. Dels fandt jeg hurtigt ud af det på min egen krop, men tydeligst var det for nogle af mine løbekammerater. En enkelt der kaldte sig den bedste sejlede beruset rundt til en fest i konkurrenceperioden, og det var da tydeligt at hans sæson var spildt.

Men det er da streng at være ung og allerede anderledes fordi man vil være eliteløber og så ikke ville drikke sig fuld til festerne som de andre. Jeg var rimeligt konsekvent da jeg som 17 årig bestemte mig for at jeg ville være løber. Jeg kunne ligesågodt gøre det ordentligt. Jeg indkaldte mellem jul og nytår mine allerbedste kammerater til møde, og fortalte dem at jeg ville være Danmarks bedste løber og at jeg ville til Junior EM året efter. Det syntes de var en god ide, men de kiggede noget da jeg fortalte dem at en del af den disciplin der skulle til var at ja, jeg kunne komme til festerne men hvis de ville have mig med måtte de acceptere at jeg ikke rørte noget alkohol fra 1. januar og at det skulle vare indtil efter sæsonen. Jeg skulle ikke moppes mere end højest nødvendigt så jeg bad dem om at vi holdt mine ambitioner blandt os selv, og efterfølgende oplevede jeg da totalt respekt fra mine kammerater. Og ja jeg satte 7 danske ungdomsrekorder og kvalificerede mig til Junior EM.

Det var nok ikke den manglende øl der gjorde forskellen, men en stor del af min disciplin for at kunne motivere mig til lidt ekstraordinær træning, var at jeg bare ikke ødelagde den træning jeg havde lavet. Det ville bare være for åndssvagt. Og efterfølgende i mine allerbedste sæsoner drak jeg ikke alkohol i 8 mdr fra 1 januar til 1. september. Måske underligt når man ejede et værtshus. Ja bestemt.

Jeg tror at Arthur synes jeg var noget specielt underligt, men jeg kunne se og høre på ham da han fik forklaringen, at han havde respekt for, at jeg ikke ville dele øl med ham.

Udgivet i Ikke kategoriseret, Løbehistorier fra det virkelige liv | 233 kommentarer

Løb med Lydiard

arthurJeg ved jeg har mit originale Lydiard træningsprogram som Arthur lavede mod topform i 1986, og jeg skal nok finde det en dag og indsætte det her.

IMG

Mit første træningsprogram. Lavet af Bent K Larson og Lydiard inspireret.

For at være helt ærlig, så ærgrer det mig vildt meget at min ”Løb med Lydiard” er blevet væk. Jeg har utvivltsom lånt den ud og glemt at få den tilbage. Jeg har nemlig fra jeg begyndte at løbe været inspireret af den gamle mestertræner.

”Løb med Lydiard” er den klassiske lærebog for løbere om mellem og langdistanceløb. Arthur Lydiard var den allerførste der inspirerede til joggingbølgen. I Auckland New Zealand kom alle typer mennesker til hans fællestræninger og historierne om alle disse mennesker der løb nåede snart USA og inspirerede forskellige mennesker der til at starte løbehold op. Arthur Lydiard var selv løber og eksperimenterede med sit eget løb, og da han samtidigt trænede løbere fandt han modellen som vi i dag kalder ”Lydiard træning”. Betegnende er det at en af verdens allerbedste 800m-1500m løber gennem tiderne Peter Snell trænede efter Lydiardmetoden og lavede resultater på græsbaner, som meget få løbere den dag i dag kan løbe på kunststofbaner. Den moderne version af bogen er ”Healthy Intelligent Training: the Proven Principles of Arthur Lydiard” .

De allerførste træningsprogrammer jeg fik var lavet af Bent K. Larsson, en af 1970 ernes allerbedste Danske maraton løbere. Han havde set mig løbe, og syntes det kunne være sjovt at lave et program til mig, og det var sådan noget med at løbe sådan ca 150 km om ugen. Jeg fik forklaret noget med en fra New Zealand, og da mit løbeidol var John Walker fra NZ så var det bare at snørre løbeskoene og af sted. Jeg ville jo slå Tom B. Hansens danske rekord på 1500m og hvis der skulle løbes 150 km om ugen så fint med mig.

Min næste træner var Niels Nygaard der dengang selv var 1500m løber. Han interesserede sig rigtigt meget for træning og syntes at sådan en som mig skulle have et specielt program. Niels brugte mere tid på at forklare, og fortælle om ham Arthur fra New Zealand der havde trænet olympiske mestre som Peter Snell og Pekka Vasala. Så nu skulle jeg lave bakkespring og windsprint og 200 m intervaller. Jeg købte Arthurs bog og klippede udklip fra BT med resultater og historier om John Walker.

Arthur Lydiard inddeler løbesæsonnen i perioder. 1. periode er grundtræningsperioden. Her gælder det om at løbe så mange kilometer som muligt i et varieret tempo. 2. periode er bakketræningsperioden på 4 – 6 uger. Ved hjælp af bakkeløb, bakke spring og løbespring op af bakke trænes et effektivt ankelafsæt og der oparbejdes stærke lår og baller. For at kunne omsætte styrken til fart laves på mellemdagene ”legspeed” der er løb med hurtige skridt nedaf en let skrånende bakke. 3. periode er Intervaltræningsperioden. 4 – 6 uger med mange gentagelser. Typisk er det 20*200 m eller 15* 400m og 5 * 1000m. Her skærpes iltoptagelsen og der trænes at løbe med meget mælkesyre i kroppen. 4. periode er tempotilpasning. Også den er 4 – 6 uger. Her gælder det om gradvist at vænne kroppen til at løbe i specifik konkurrencetempo. Er målet at løbe 1500m på 4 minutter trænes f. eks 4 * 400m løbet på 64 sec med lang pause. Testløb f.eks for 4 minutters 1500m eren løbes test 1200 m på 3.12 minutter. 5, periode er ”bliv frisk” perioden. Der trænes ikke meget og kroppen bliver helt frisk.

Så var Arthur i Danmark, og der var en træningssamling i Skive. Jeg var ikke rigtigt inde i DAF varmen, så jeg var ikke inviteret. Men jeg ville med, så jeg fik Hedens formand til at ringe til Johannes Kudahl der var formand for Skive AM dengang. Jow Niels Kim måtte da godt komme med, men det kostede kr. 500 at betale ved ankomsten. Dem ville min mor godt betale for at slippe af med mig en weekend, og hun kørte mig endda den lange vej fra Grindsted til Skive en tidlig lørdag morgen.

Det blev en oplevelse jeg aldrig glemmer. Mange af Danmarks bedste løbere var der. Henning Brandt, Henrik Lynggaard og så Loa Olafsson og Skives bedste løbere. Vi løb bla. en 20 km tur, Arthur var forrest, og der var ikke rigtigt nogen der turde løbe forbi den lille mand. Jeg syntes det gik for langsomt, så jeg løb lidt op på siden af ham for at få mere fart på. Det gav nogle vilde diskutioner i gruppen om at det var asocialt at løbe stærkt. Men noget af gode ved Arthur var at han var god til at rose. Og da vi efter løbet lå i græsset og hørte på Arthur og skulle se Loa træne, lagde han hånden på mit 16 årige hoved og spurgte om jeg ville løbe med, for jeg var en god løber – WOW.  Om aftenen var der foredrag hvor Arthur forklarede om træningen og om at det var godt at drikke én øl, og spise honning.

Arthur Lydiards ”marathontræningsperiode” er som navnet antyder baseret på at løbe lange distancer. Arthur anbefaler at løbe 160 km/ugen og det er vigtigt at variere distancerne over ugen og tempoet. Det er vigtigt for at udvikle udholdenhed og kapilærnet at der er én lang og én meget lang tur. Desuden skal der være 2 kortere ture der løbes i høj hastighed. Her trænes primært iltoptagelse og specifik løbeøkonomi. Så det er altså ikke bare meningen at løbe ”langt og langsomt” (altså er det ikke asocialt at løbe stærkt).

 

 

En del år efter boede jeg hos Arthur i New Zealand. Jeg løb 200 km om ugen, og Nytårsaftens dag ville han se mig løbe nogle løbeøvelser. Det var de samme som vi lavede i Skive, men jeg tror han blev noget skuffet over hvad jeg kunne lave – jeg tror han undrede sig over hvordan jeg havde kunnet komme i en VM 1500 semifinale. Jeg var jo sådan set noget trænet i bund. Men løbeskoling og løbestil var en vigtig ting i Arthurs programmer. Lydiard lavede også en løbeaftale for mig til Nytårsmorgen. Kl 6 om morgenen stod han bøjet over min seng og sagde at det var tredie gang han vækkede mig og at jeg ikke ville blive en god løber hvis jeg ikke kom op nu. Jeg blev kørt ud til en NZ bedste maratonløbere og vi løb 35 km i nogle bjerge.

Det var vigtigt for Lydiard at hans løbere løb med en effektiv løbestil. Bakketræningen var vigtig for afsæt, og legspeed vigtig for benskifte. Men i intervaltræningsperioderne indgår løbeskoling som en vigtig del af træningen. Høje knæ, hælspark, ”løb” højt og vindsprints er en del af opvarmning og træning på mellemdage.

 

På billedet herunder ses Arthur, Johannes Kudahl og jeg. Mig godtnok med benet i gips efter at have fået hakket noget af en hæl. Jeg tror det er fra august 1985. jeg løb marathon, ½ maraton, Eløb og maraton fra sidst i september til oktober, og sæsonen efter løb jeg 3.36,01 på 1500m.

Arthur og Johannes

 

Da jeg skulle forberede mig til EM på 1500m havde jeg i 2 uger i starten af juli løbet 200 km/uge sammen med maratonløberen John Skovbjerg, og jeg havde planlagt 2 uger med banetræning inden jeg skulle lave formtop ved EM. Jeg tænkte at det ville blive et ret taktisk EM, så jeg ville træne temposkift. Jeg løb 4*800m hvor jeg varierede tempoet på hver 200m (32 – 28 – 32 – 28/ 32 – 28 – 28 – 32/28 -32 – 28 – 32 og 32-32-28-28). Da jeg løb den 3. så jeg at der på tilskuerpladserne sad en interesseret tilskuer. Da jeg kom forbi så jeg at det var Arthur. Jeg skyndte mig at løbe den 4 af 800m erne og skyndte mig op til Lydiard. Han var selvfølgeligt interesseret i min træning og planer, og op af tasken kom papir og blyant, og i løbet af kort tid havde han planlagt min træning frem til EM. Jeg spurgte om det virkeligt kunne passe om jeg skulle træne så lidt, og han mindede mig om at jeg havde lavet rigeligt træning og at det nu galdt om at blive specifik på 1500m og ”Sharpen UP”.

Gennem hele intervaltræning og tilpasningsperioden er det vigtigt at bibeholde den gode aerobe form. Dvs at de lange ture skal løbes og der er lange afjogninger efter træning og konkurrence. Man bliver ikke langsom af at løbe langt. Det var meget vigtigt for Lydiard at træningen var specifik i forberedelsesfasen. At kroppen vænner sig til at løbe netop i det tempo der skal til i konkurrencer. Og det var vigtigt at løberen er klar over at når træningen var lavet flittigt skal kroppen have tid til at hvile.  Restitution er vigtigt efter alt træning, men specielt er det vigtigt at løberen ved konkurrencesituationer er helt frisk og skarp. Så når man har været flittig med træningen i en lang periode skal man lave næsten ingen træning lige op til konkurrencen.

Og ja Arthur Lydiard havde ret – 2 uger efter satte jeg Nordisk Rekord på 1500m og et par uger efter løb jeg mig sikkert i finalen ved EM og var i spidsen af EM finalen da der manglede 250 m. Arthur Lydiard opfandt joggingbølgen, han trænede nogle af verdens bedste løbere og han var fantastisk til at lære fra sig og inspirere og motivere så vi almindelige løbere kan få noget ud af vores træning.

Udgivet i Ikke kategoriseret | 1.266 kommentarer

Om store ambitioner, store drømme og de små belønninger.

Forleden var jeg ved at rydde op i kælderen – vi har sådan et rum med gamle flasker og lignende. Jeg fandt en flaske Russisk ”Champagne” som jeg købte for mange år siden da jeg var til Junior Europa Mesterskaber i Donetsk i det der nu er Ukraine. Og der er noget særligt ved den flaske.

Jeg havde forbedret min 1500m tid til 4 min 01.5 sec. Jeg var lige fyldt 17 år og synes det var rart at løbe. I løbet af efteråret fortalte jeg en kammerat jeg kunne stole på, at jeg ville kvalificere mig til Junior EM året efter. Jeg skulle løbe 3.51,0 på 1500m og det troede jeg da godt jeg kunne. Men selvfølgeligt skulle der trænes hårdt, og så var der lige det med at være teenager. Jeg fortalte kammeraten om mine planer fordi han skulle vide hvorfor jeg fra 1 januar og frem ikke længere ville komme til klassefester og lignende komsammener hvor der blev drukket øl og sprut. Og ja, der blev trænet igennem. Og konkurreret. Jeg løb maraton – satte Dansk 18 års rekord, 2 danske 18 års rekorder på 10.000m, DR18 på 5000m og så 2 DR18 på 3000m og en enkelt på milen. Og løb 3.51,5 på 1500m og øv jeg manglede 0,5 sec for at løbe 1500m ved JEM. Men jeg havde klaret kravet på 3000m og på trods af mine indtrængende anmodninger blev jeg udtaget til at løbe 3000m i stedet for 1500m. Det var en kæmpe fejl af de der udtog JEM holdet, Jeg var i absolut topform til 1500m og mit 3000m resultat blev da også et rigtigt ringe løb.

Det er vel ret meget derfor jeg nu synes at udtagelseskrav skal være meget subjektive og fokusere på at løbere ikke skal jagte krav i en lang sæson, men skal udtages relativt tidligt og meget på talent og indstilling, så de kan forberede sig til en topform ved mesterskaberne.

Men af sted til Rusland kom jeg. Der var mangel på næsten alt i Rusland dengang, undtagen ting til overklassen, og luxusting der kunne købes i DollarButikker. Vi havde en 400m løber med der solgte sit landsholdstøj inden konkurrencen, og jeg købte en lille udskåret dansedukke til min mor, en dukke i nationaldragt til min søster, en af de der dukker der kan skilles ad, og så den flaske Russisk Champagne.

Champagnen var til mine klubkammerater i Heden,som jo havde skullet udholde mig når jeg terroriserede Grindsted Stadions cindersbaner. Og så var det jo at klubkammeraterne ikke ville åbne flasken, men sagde at den skulle jeg gemme til jeg blev Verdensmester. De vidste jo at jeg gav mig selv små belønninger når jeg havde sat en peronlig rekord eller en Dansk ungdomsrekord. Det var blevet en vane for dem at stoppe ved et ishus på vej hjem efter stævne, for jeg skulle have en vaffelis med kirsebæris/jordbæris og chokoadestykker i. Så champagnen skulle jeg selv have som belønning til når jeg blev verdensmester.IMG_20140421_081140

Det brændte sig fast, for sådan noget med at blive verdensmester skal man jo ikke lige fortælle en 18 årig drømmer som mig. For det var jo sådan set det jeg ville være, og de næste 17 år troede jeg på at det ville lykkes mig. Jeg løb VM semifinale på 1500m og blev nr 14 ved VM i cross. Men når jeg lavede den træning der skal til for at blive den allerbedste i verden og følte mig ligeved og næsten holdt benene ikke. Og hvornår blev drømmen så slukket? Det var en mandag i februar da jeg var 35 år.  Jeg havde solgt min lille løbebutik ”Løber Sport” året før, og jeg var aldrig rigtigt holdt op med at løbe, men havde haft en elitepause på 5 – 6 år – jeg havde løbet nogle maratonløb i 2:23 – 2:25 min og i løbet af det foregående efterår havde jeg stille og roligt trappet træningen op. Det var ikke noget problem for mig at løbe hvad de fleste vil kalde rimeligt stærkt under træning, og jeg var såmænd i gang med at forberede mig til en forårs maraton for at kvalificere mig til OL i Atlanta. Søndagens træning var en lang tur. Margit var med på cykel med Frederik i barnestolen og Ina Marie havde jeg med i babyjogger. Og jeg husker stadigt forundringen – choket i Margits ansigt da jeg fortalte hende at nu havde jeg løbet 236 km den uge og at jeg snart skulle løbe maraton for at kvalificere mig til OL i Atlanta. Men jeg får lov til det meste af Margit (jeg må ikke gå op på Mt. Everest og jeg må ikke løbe Comraders (90 km)i SydAfrika, men ellers…), så dether med maraton og OL var da OK for hende.

Men mandag morgen – dagen efter, var mine lægge hårde – hvad der var lægmuskel og hvad der var skinneben var ikke til at skille. Musklerne var som træ. Rheumatologen der undersøgte mig talte om ”Marmoriserede” muskler og en tilstand der måske aldrig ville forsvinde, og skanningen viste så mange kalkaflejringer efter skader at det lignede spærreilden fra Bagdad krigen. Mine ben blev heldigvis normale igen nogle uger efter, men jeg vidste at nu var det slut med drømmen om at blive verdens bedste. Efterfølgende har jeg jogget et par maratonløb og éet Marselisløb og éet E-Løb.

Så jeg fik aldrig drukket den Russiske Champagne. Eller? Altså i lørdags løb jeg 1900 stafetten (10 km og Danmarks hårdeste løberute), rundt på 47 min og endda havde jeg løbet forkert 2 gange. Følelsen var god, jeg kunne mærke at det føltes godt lige at grave lidt i mig selv for at finde moment og energi til at forcere bakkerne – ligesom dengang hvor turen tog godt en halv time. Måske… og så tog jeg forleden aften mig selv i at lede efter 10 km tider for min aldersklasse. Men nej – jeg skal ikke… og nu har jeg skrevet dette for at minde mig selv om hvorfor jeg aldrig blev verdensmester og aldrig bliver det. Nej den Russiske champagne bliver aldrig drukket.

Men jeg er stadigt vild med at løbe og har det rigtigt godt på mine nu igen stadigt længere træningsture. Og det er sådan set det vigtigste nu. Og måske skal jeg lige se om jeg kan løbe en ½ maraton. Kan jeg det tror jeg jeg skal forbi et ishus på vej hjem.

 

 

 

 

Udgivet i Ikke kategoriseret | 267 kommentarer

I det lange LØB

live to run

Søndag formiddag og min ”lange” søndagsløbetur er løbet. Den har været på programmet hver lørdag eller søndag siden jeg var 17 år gammel. Arthur Lydiards træningskoncepter foreskrev en lang tur hver uge, og det var derfor  gennem min løbekarrierre en fast del af min træning. Nogen weekender har bentøjet gjort, at jeg ikke har kunnet løbe, men så har tankerne ofte været på tur i stedet, og nu om dage er den lange tur kun 1 time.  Nogle af de rigtigt gode løbeoplevelser har været på de lange ture. Og så har man en rigtig god fornemmelse i kroppen efter  sådan 1½ – 2 timers løb. Endorfinerne suser rundt i kroppen og giver en afslappet afstressende fornemmelse, man nyder at fylde depoterne igen med løbermad. Og som en fornuftig løber sagde til mig forleden, at sidegevinsten af de længere ture er at de ”korte” ture føles meget nemme.

På tur til bjerget

Jeg skal på træningstur til Acoteias i Portugal og var ved at forberede nogle træningsture for de løbere der skal med. Jeg har trænet i området vel ca 10 – 12 gange 2 uger i den tid jeg løb konkurrencer. På grund af byggerier  kan man ikke løbe de ture vi løb dengang, men men jeg tog lige et tjek på en af dem. En tur til et ”bjerg” man kan se i horisonten fra Acoteias. En af mine allerbedste træningskammerater var Keld Johnsen (Orienteringsløber oprindeligt og med en  10 km pr 28,35). En dag kom Keld og spurgte om jeg ville med på en løbeekspedition til toppen af et bjerg. Det havde han lyst til. Og jeg er jo klar til hvad som helst, bare det er spændende, så jeg sagde ”ja, hvor er det bjerg”. Og så pegede Keld ud i horisonten til noget der var langt væk. Jeg husker ikke om det var samme dag eller dagen efter vi løb afsted, men vi havde en rigtig hyggelig tur hvor vi også tjekkede 2 golfbaner og fik klatret til toppen af ”bjerget” og på vejen hjem rundede vi appelsinplantager og spiste appelsiner, det viste sig jo at sådan en løbetur tog ret lang tid. Når jeg nu Googler de 3 punkter jeg med sikkerhed ved vi var på er der ca 18 km i fugleflugtslinie – og så må der også være mindst 18 km hjem igen. Vi vidste ikke hvor langt vi løb, og jeg har ikke løbetiden, men det var en rigtig hyggelig og fornøjelig tur og der var da en del andre løbere der var misundelige (syntes vi var vilde) over at vi fik besteget bjerget.

30 km den ene lørdag – 35 den næste.

Det allerførste trænings program jeg fik som 17 årig var inspireret af Arthur Lydiard. Og programmet omfattede en lørdagstur på 30 km den ene weekend og en 35 km den mæste.  Jeg løb fra Grindsted mod Ølgod og vendte efter 1 time og så var det nok 15 km. Når jeg Googler turen i dag er den nærmeste vej knap 16 km. Når jeg løb 35 km tog jeg en lille ekstra tur på 20 minutter når jeg kom forbi mit hjem -.  En søndag løb jeg fra Grindsted til Varde for at besøge en onkel – da det rygtedes i Grindsted at jeg havde taget den tur blev jeg endnu mere berygtet i byen end jeg var i forvejen. Når jeg havde løbet sådan en 30 – 35 km tur blev jeg rigtigt serviceret derhjemme, de syntes det var synd for mig at jeg var så træt ! – Tipsfodbold på sofaen, the og 4 madder af hjemmebagt franskbrød – 2 med ost og 2 med Nutella. Og så masserede min mindste søster lige min fødder.

The Waitakere

På New Zealand trænede jeg med Pete Pfitzinger. En af vores lange ture i januar var den berømte Waitakari Run som Arthur Lydiard havde trænet sine løbere på. Og når Peter Snell og andre stjerner løb på den rute skulle vi også. Det var fremragende vejr, og vi var i godt humør og vi havde rimeligt god fart på. Pete sagde efterfølgende at vi nok havde passeret 42 km på mellem 2.25 tim og 2.30 tim. Vi løb forkert – dejligt så blev det længere, vi nåede toppen af turen og fandt vand på en nedlagt gård, og drønede ned af bjerget igen. Og nede på det flade igen, på ca 5 km der skrånede let, løb på den anden side lidt foran en pige som vi meget hurtigt spottede som Alison Roe. New York og Boston Maraton vinder. Vi fik fart på, og da Alison så vi var efter hende begyndte hun at øge farten. Efter 35 km skulle vi nu til at løbe om kap med en pige, og hun grinede af os da vi nåede hende. Pete var i april samme år den første der slog Alberto Salazar på marathon  og i marts blev jeg nr 14 ved VM Cross i New York.

Og så var der dengang jeg blev væk i en skov ved Auning – mere end 3 timer i rigtigt godt tempo. Jeg var kommet til at løbe 1½ omgang omkring en sø, jeg bare skulle vende om… buh jeg blev træt. Eller træningssamlingen i Skanderborg, hvor vi efter 2 timers løb lige ville en gang rundt om Skanderborg Sø – Den tror jeg heller aldrig Henrik Jørgensen glemmer.

Og ”selvom” det er rart at løbe langt er der også en række fysiologiske fordele.

Noget af det de lange ture giver er:

Kredsløbs tilpasning
Det sker generelt med al træning. Ved at løbe mere styrker vi vores hjerte og forbedre dets evne til at pumpe ilt rigt blod til vores arbejdende muskler.

Tilpasning af hurtige fibre til udholdenhed.
Generel udholdenhedstræning kan omdanne de hurtigt fibre , især type IIa hurtige fibre , til at virke mere som udholdende fibre. Det vil sige de laves om til  en slags røde fibre der har stor blodgennemstrømning og derfor til stadighed får tilført energi og ilt. Det giver jo en enorm fordel at have endnu flere udholdende fibre. Og det betyder jo ikke at de nu trænede hurtige fibre er langsomme. De er bare nyttige på distancer over 400m.

Selv en 800m løbes 60 % aerobt. På en 1500m er det 72% på 5000m 86% og på 10.000 ca 90 % (Kilde IAAF Global Seminar on Cross Country), så det er med at have den aerobe udholdenhed på plads.

Øget størrelse og mængde af mitokondrier
Mitokondrier er hvor, og  den eneste del af din muskler hvor energi kan produceres aerobt. Talrige forfattere refererer til mitokondrier som kraftcentre . Kort sagt, jo flere og jo større Mitokondrier , jo mere energi produceres der til musklerne. og mitokondrier dannes altså ved masser af aerob træning.

Øget antal kapillærer og kapillartæthed
Kapillærer transporterer iltrigt blod til de arbejdende muskler , så dette også et sted hvor mere er bedre: flere kapillærer betyder at der nemmere transporteres ilt til de arbejdende muskler, det er lig mere ilt , hvilket igen betyder at man kan længere og hurtigere aerobt .

Øget glykogen lagring
Selv om der er andre kilder til brændstof og endda andre kilder til glykogen, så er muskel glykogen kroppens primære kilde til brændstof under træning . Når man trætter kroppen med udholdenhedstræning som lange løb, tømmes kroppens glykogenlagre og musklerne tvinges til at bruge fedt som energikilde. Dels vænner kroppen sig til at forbrænde fedt, dels lærer man kroppen at deponere mere glykogen.

Øget brug af fedt som brændstof kilde
Når man træner lange løberture over 1 – 1½ time tømmes glykogen lagrene i kroppen, og når man fortsætter løbet tvinges kroppen til at bruge fedt som energikilde. Fedt kræver mere ilt for at kunne dannes til brugbar energi men man kan også træne sig til en øget fedtforbrænding.  Og ved øget evne til fedtforbrænding, jo mindre glykogen bruger du og derved rækker glykogen ressourcerne længere.

Tilvænning til glykogen udtømning
og det er ubehageligt at ramme ”Muren”. Derfor er det en fordel hvis man skal løbe lange konkurrencer, at have prøvet følelsen af at gå ”sukkerkold” under træning.

Og så styrker man muskler, bindevæv, sener og knogler generelt så det er nemmere at holde til det mere intensive træning der også skal til for at lave gode præstationer.

Hvordan gør man: 

Det er nemt at komme igang med sådanne lange træningsture. Man kan gøre som jeg – starte ud med at løbe 1 time frem, vende og løbe 1 time tibage!. Den fornuftige måde er nok at øge sin søndagsløbetur med 2 – 3 km hver anden søndag indtil man rammer omkring de 2 timer. Det er nok det smarteste at gøre sådan.

 

Man bliver ikke langsom af at løbe langt!

Om man bliver langsom af at løbe lange ture?. Måske men jeg tror det ikke.  Jeg løb som 17 årig dansk 18 års maraton rekord i februar måned og satte i løbet året yderligere 6 danske rekorder på kortere distancer.

I september/oktober året inden jeg satte Nordisk Rekord på 1500m løb jeg indenfor 5 uger 2 maratoner (2.18 tim og 2.25 tim samt 1 halvmaraton (1.05 tim) og et Eremitageløb (efter en hæloperation skulle jeg have nogle løb til at komme i gang igen).IMG_0006Søndagsturen blev en ½ maraton. I september året inden jeg løb 3.36,01 min på 1500m delte jeg en parmaraton med min kone Margit. Jeg løb 1.05… og reklametshirten gav mig en bøde på kr. 5000 (tak for det Karsten Munkvad). Sådan var amatørreglerne dengang.

Udgivet i Ikke kategoriseret | 80 kommentarer

Løb og skiløb og…

Hvad har skiløb og løb dog til fælles.

Når man er sådan en som mig skal tingene gøres op i løb. Og hvad er det lige at en løber kan bruge skiløb til.

“Løb og pukkelpister”

Der er en meget logisk sammenligning mellem pukkelpister og løb.. Da min datter Ina Marie var 6 – 7 år og vi var på ski og stod et sted og kiggede ned af ”Muren”, kiggede jeg ned i dalen og tænkte ”hvordan skal jeg dog klare det, og hvordan får jeg lige IM med ned”. Da jeg havde stået og overvejet et stykke tid gad Ina Marie ikke vente længere og sagde ”jeg kører nu – OK?”.  Hun havde kigget på den første pukkel, og den var jo egentligt nem – som den næste pukkel. Og ja selvfølgeligt det er jo længden af bjerget der var afskrækkende, ikke de enkelte dele. Det er jo nemt at klare en pukkel af gangen. Det er ligesom med løbekarrieren – EM – VM – OL drømmen, men det synes umuligt at løbe 3.36 min når man som 16 årig har løbet 1500m på 4.18 og er blevet nr 2 til ungdoms DM. Man ved hvor man gerne vil hen, men det virker uoverskueligt. Pludseligt kom jeg i tanke om hvordan jeg gennem hele min løbekarriere havde delt mine løbeår ind i overskuelige målsætninger, og indimellem havde taget nogle chancer –, og som på ski, gør det ondt når det er iset og puklerne for store og det ikke ikke lykkes. Og samme tider skier man ind i en umulig pukkel og slår sig alvorligt, men så må man jo se at komme på benene igen og huske ikke lave den fejl igen.  Jeg kigger tit på et billede jeg har fra VM cross  det var vist i Rom og jeg var 22 år og blev nr 100+. Efter 5 km er alle verdensstjernerne i spidsen – og Niels Kim. Jeg var nød til at prøve – ellers kunne jeg jo ikke vide at jeg ikke kunne – eller om jeg kunne – og det kunne jeg ikke det år. “Man gør jo somme tider noget der er dumt og som  ikke kan gøres om”. Men så var jeg blevet  det klogere, og måske et stykke vej nærmere målet.  Og det er om at tage sit løb i bidder. Dels for at kunne overskue sine målsætninger, men rigtigt meget fordi der er en række ting der bare ikke kan forceres. Og det er først og fremmest den fysiske udvikling. Det er ret nemt at nå en god iltoptagelse, og der skal ikke så meget træning til for at nå ens genetisk bestemte maksimale iltoptagelse. Men der skal rigtigt meget tålmodighed for at udvikle muskler, sener og knogler og kredsløb til at kunne holde til den træning der skal til for at udvikle løbeøkonomi og blive eliteløber. Og så skal man huske at man bliver ikke god til at løbe ved at lave høje knæ og maveøvelser. Så det er bare med at komme af sted ud at løbe ture.

Konkurrenceløb og ski.

Når  jeg står på ski leger jeg og tænker. Og meget ofte er det en 1500m ved DN Galan i Stockholm, hvor jeg fik en slags gennembrud, jeg sammenligner med. En rigtig god lang piste, dagen efter en snestorm er noget af det bedste. Masser af opkørt sne og pukler man kan springe på og slalome igennem. Og så er det at sammenligningen med løb begynder. Den 1500m f.eks. Det gælder om at disponere kræfterne så man kan komme helt i mål – i bunden af bakken. Som på en 1500m gælder det om hurtigt at finde rytmen, og starte at mærke på sin krop hvad man kan holde til. Man forsøger at finde vej gennem puklerne som man prøver at placere sig i et felt. I Stockholm var jeg modig fra starten, Det var de bedste jeg løb imod, og jeg har aldrig været slået på forhånd. Jeg havde varmet op med John Walker, og bemærkede at han var lidt pumpet i benene.  Det var jeg ikke!. Så jeg lagde mig godt fremme i feltet efter 2 af de der ”harer”. Sådan ca 57,5 sec. på første omgang – det var et fint udlæg. Midtvejs nede gælder det om at holde formen og slippe nemmest igennem samtidig med at man holder farten. Er der et par ekstra pukler er det fint, for der sker tit noget uventet på en 1500m og man skal være klar til at lave ændringer i taktikken. I Stockholm blev løbet noget taktisk øv 63 sec. på anden omgang og harerne gik død efter ca 1000m og vi bumlede noget sammen og jeg mistede min gode placering og blev lukket inde. Ligesom man begynder at mærke trætheden på ski og der kommer de der uventede pukler. Og efterhånden som man nærmer sig bunden af bakken bliver man mere og mere modig – som på en 1500m hvor grænserne også skal prøves af – hvor stærkt kan det gå – der skal ske noget. I Stockholm var vi nået til sidste omgang. Mellemtider gælder ikke længere. Nu skal der løbes ræs. Træls at jeg  er lukket inde midt i feltet. Det begynder at gøre ondt – what to do?. John Walker lå på ydersiden af mig og irriterede. 300m igen og så gør jeg det utænkelige. John Walker 7 år ældre end mig Verdensrekordholder og Olympisk mester – og mine drengeårs

nordenusa

 helt store idol får lige et puf – flyt dig for jeg skal videre. Det er lidt ligesom den pukkel man til sidst skal over og og så i hug ned mod bunden af bakken. Og så starter det for alvor – knivene i lårene. Hele vejen ned af bakken har de sådan set været der, men med den rette rytme har de kunnet holdes i ro. Men nu gør det ondt a h til. Det minder vildt om de sidste 100m af den 1500m. Der skal kæmpes for at holde formen, men på 1500m smutter et par mand forbi. Øv og så de sidste 10 m – i mål. Benene ryster og jeg husker noget ingen forstod når jeg beskrev det ”jeg syrede helt ud i tænderne”. Kigger tilbage og ser andre løbere løbe i mål som når man kigger op ad bakken og tænker WOW, er de ikke kommet længere, dem man startede ud med og overhalede på vejen ned. I Stockholm blev jeg nr 3 – Det var landskamp Norden mod USA og nogle internationale løbere kan jeg se i scrapbogen (DN Galan var så et andet løb det år) – jeg løb 3.37,71 med 41,2 på sidste 300m. Pludseligt var jeg en af dem man snakkede om og kom på forsiden af BT. Og så står jeg der i bunden af pisten og er vildt glad over at mit skiløb fungerede.

Billedet er fra Ekstrabladet. nordenusa

Ski og ledelse.

Og nu jeg er ved at udbrede mig om lærdom ved at stå på ski. Min kone Margit og jeg stod på ski i Sestriere, og med masser af diskussioner og snak i liften og under skiløbet. Og den her dag var det ledelse på en arbejdsplads vi snakkede om. Jeg havde læst alverdens bøger om ledelse og var vildt klog med min ”MBA”. Så var vi pludseligt i en meget tæt tåge, så tæt at jeg var nød til at have stavene i sneen for at vide om jeg bevægede mig. Nå vi stod et sted og snakkede om hvilken vej vi skulle, og jeg tog en beslutning og sagde til Margit ”Follow the Leader”   og så satte jeg ellers af ned af bakken. BUM det var et 5 m spring ud over siden af pisten og ned i en sne dynge. Margit stod chokeret ovenfor og råbte og da jeg havde fået skiene af og var kravlet op til hende var jeg  glad for at hun ikke lige fulgte ”lederen”. Dagen efter kunne jeg så konstatere at jeg var landet på en afsats og at der nok var 20 m lodret ned på den anden side. Ja man skal tænke sig om også selvom man har en ”Leader”.

“Running First”

Og  det her skal jeg prøve at huske på også nu jeg skal i gang med at opbygge mit lille firma ”Running First” der bla skal sælge Altra løb i Danmark www.Altrazerodrop.com . Tage opgaverne fra en ende af, små skridt af gangen, årlige målsætninger og så lige prøve nogle satsninger for at komme videre og se hvad der sker. Og så skal jeg huske at have familie og venner med (som man skal når man vil videre med løb – det skriver jeg nok om en anden gang).

Barefoot Running Shoes by Altra Zero Drop

Udgivet i Løbehistorier fra det virkelige liv | 70 kommentarer

Vinterløb i 1980 erne

Lige lidt om at være løber i 1980 erne (Istids 80 erne).
Det er jo fantastisk løbevejr i Danmark denne januar 2014. Jeg kan ikke huske noget lignende. Men det har fået mig til at huske tilbage på da jeg var løber. Nogen vil sige det er lang tid siden, jeg synes da bare at jeg har oplevet meget siden da. Og man går jo ikke ligefrem og keder sig og man er vel ikke ældre end man føler sig.
Træningsgrupper:
Jeg og de andre løbere følte os vel egentligt ikke særligt udsatte dengang i 80 erne. At løbe i sne og kulde var jo bare en del af det at være løber. Vi tog lidt ekstra tøj på og sommetider satte vi skruer i skoene for at stå fast, og dengang var der ikke noget med nøjagtigheden af hvor langt man løb og tempoet var vi ret ligeglade med. Det var ligesom vi følte hvad der var rigtigt. Og så løb vi ellers og hyggede os. Det var meget med at hygge os og holde moral hos hinanden – ellers skulle vi jo træne alene. Jeg var med i 2 træningsgrupper. I Skive hvor det var Henning Rasmussen, Kurt Thor Straten og Keld Johnsen jeg trænede med, og den i Århus som var Stig Nørregård, John Skovbjerg, Frank Nørskov, Per Hofmann og hvem der ellers kunne hænge på. Og det betød rigtigt meget at jeg vidste at der var nogen der ventede om morgenen i Århus eller kl 17 i enten Århus eller Skive. At det var både Skive og Århus var fordi jeg havde andel i en mindre restauration i Skive og skulle arbejde der, og i Århus skulle jeg jo studere på Handelshøjskolen. Så jeg havde 2 lejligheder.
Løbetøj
Vi havde ikke meget løbeudstyr. Det smarteste var HellyHansen svedtransporterende undertrøjer. Svedtransporterende var nu så meget sagt, for de 2 – 3 stykker jeg havde af dem var jo i konstant brug, og jeg kan da huske at det er ret klamt at bruge den samme trøje 2 gange samme dag. Men det skete jo når nu sådan en som mig ikke lige fik vasket, og de andre trøjer var blevet så stive at de var umulige at få på. Udenpå havde vi så en eller 2 bomuldstrøjer og yderst en nylonjakke. Jeg havde en fra adidas som jeg havde vasket i kogevask med vrangen udaf for at få det lag plastic af der sad på indersiden. Så havde vi HH lange underbukser som trøjerne – underligt nok blev de ikke så stive. Udenpå tog vi nylonbukser. Hat og en hjemmestrikket (ikke mig men min mor) halsedisse og hjemmestrikkede luffer i Skive AM farver (tak for dem – du ;)) Strømperne var af bomuld – de gode tykke så man kunne holde varmen.
Når det var koldt og sne
Jeg har mange oplevelser fra løb i kulden. Noget af det der jeg synes var mest vildt var da vi en flok løbere på lang søndagstur, efter et par timer var på vej tilbage mod Århus, og vi ved Moesgård Museum indhentede en bus der ikke kunne komme op af den lange bakke. Jeg fik det underlige indfald, at det kunne vi løbere da klare, og så skubbede vi bussen hele vejen til toppen ved Søsterhøj.
En jul skulle vi besøge Margits forældre i Mogenstrup. Det var vild snestorm og jeg gad ikke rigtigt træne. Men jeg skulle løbe noget Cross i Newcastle lige efter nytår, så Margit syntes at jeg skulle løbe lidt. Hun kørte mig så ud til Flyvej så jeg kunne løbe til Skive i medvind, og så skulle hun køre af Herningvej og hente mig på Skive Stadion, vel en time efter. Margit ville være i god tid, så hun var på stadion 45 min efter, men da var jeg der allerede. Jeg kunne bare ikke løbe igennem den uendelige megen sne på Flyvej, og havde fået en landmand til at køre mig på sin traktor.
En anden gang skulle jeg løbe lang søndagstur i hvad der var en ret vild snestorm. Jeg tænkte at hvis jeg løb 1 time ud i modvind af en ret stor vej, så kunne jeg have medvind på vejen hjem – så skulle det nok gå. Og så stred jeg mig frem som en anden Roald Asmussen på Sydpolen. Fy for en vind og kulde og sne. Da jeg havde løbet en time var det nok, jeg løb over i den anden side af vejen for at løbe hjem – bum der var en mur af kold vind lige i synet af mig. Total modvind. Jeg fattede det ikke – jeg havde løbet i medvind ud! Der var ingen trafik nogensteder og 15 km hjem. Jeg var panisk, men startede på turen og var heldig at der efter ca 3 km kom en traktor med sneplov der kørte mig hjem.
Der var Isvinter de fleste af de år jeg løb. 1978-79, 1981-82, 1984-85, 1985-86, 1986-87 og ja den vinter hvor jeg syntes at der skulle ske noget specielt og jeg tog 3 mdr til NZ var der grøn vinter. Men det føltes ikke særligt streng, vi ville bare løbe, og jo strengere det var, jo mere dedikeret var vi vel. Der var ikke meget brok – som jeg husker det. Vi snakkede bare om noget andet. Trænes skulle der jo – ellers fik vi ikke en ordentlig sommersæson.
Træningen for uge 1 1982 var sådan:
Mandag: AM: 1 times løb på Levada/Madeira – fly til Danmark hjemme kl. 03.15.
Tirsdag: AM: 10 km 40 min i Grindsted
PM: 1 times dauerlauf i Århus. Koldt og snevejr
Onsdag: AM: 8 km – snestorm
PM: 1 tim 15 min dauerlauf
Torsdag AM: 10 km
PM: Indendørs træning – Koordination og stigningsløb
Fredag AM: 8 km. Meget koldt termometeret på Stadion i Århus løbet nedenud – det går kun til -22 C.
PM: 8 km roligt i Skive.
Lørdag AM: 8 km
PM: 1 tim 20 min Dauerlauf Meget koldt
Søndag AM: 8 km
PM: 1 tim 40 min dauerlauf

Udgivet i Ikke kategoriseret, Løbehistorier fra det virkelige liv | 694 kommentarer

Hvornår skal man skifte sine løbesko?

Hvor lang holder løbesko?
Skrevet af Niels Kim Hjorth
At løbe i gamle eller slidte sko kan føre til forøget risiko for løberelaterede skader. Med tiden mister løbesko stabilitet og støddæmpningsevne. Når dette sker øges belastningen på fødder og ben voldsomt, og denne øgede belastning kan medføre overbelastningsskader. En ret enkel måde at undgå skader i forbindelse med løb, er at udskifte løbeskoene når de er udtjente.

Læs resten

Udgivet i Ikke kategoriseret, Løbeudstyr | Tagget , , , , | 38 kommentarer

Løbestrømper

LØBESTRØMPER
Artikel af Niels Kim Hjorth, ekspert i løberelaterede emner.
Hvorfor er det lige, man også skal tænke på at have de rigtige løbestrømper? Hvorfor er mine ”3 par for kr. 100”-strømper nu ikke gode nok? De er da udmærkede til dagligt. De almindelige strømper er oftest fremstillet af bomuld, de er dejligt tykke og de varmer godt. Men når man løber, sveder man på fødderne eller får på anden måde våde strømper. Når det sker suger bomuldsstrømperne vand. De bliver tunge, de udvider sig og de begynder at klumpe i skoene, og så er det sandsynligt, at resultatet af løbeturen er et par vabler.
Et par ”rigtige” løbestrømper er designet til at imødekomme løberens krav til komfort under hele løbeturen. Læs resten

Udgivet i Ikke kategoriseret, Løbeudstyr | Tagget , , | 461 kommentarer